En navnløs rædsel

For nogen tid siden omlagde Tøjhusmuseet i København sin udstilling. Man ryddede førstesalen, der fremviste an masse gamle og nyere håndvåben, og i stedet opstillede man uniformer, plancher og mannequiner, der skulle fremstille Danmarks glo(r)værdige krige gennem tiden, måske navnlig hr. Foghs krige. Museet skulle moderniseres.

Som de selv skriver: ”Til efteråret er der sket store forandringer på 1. sal i Tøjhusmuseet - den etage, som kaldes Våbensalen. Her har vi bygget en ny udstilling, Krig og Menneske, som fortæller om Danmarks krige igennem godt 500 år og som sætter fokus på de mennesker, krigene berørte. ... Museet har derfor længe villet omdanne Våbensalen til en tidssvarende og publikumsvenlig udstilling om dansk forsvar.”

Det skulle tiltrække et nyt og yngre publikum. Folk gider jo ikke se på museumsgenstande på et museum!

Samtidig vendte man nogle af kanonerne i Kanonhallen i stueetagen om, så de ikke længere pegede ind mod midten af salen. Men hov, hvad har det at vende kanonerne om at gøre med at lave en moderne udstilling? Man nærmer sig forklaringen, når man bemærker, at de vendte kanoner før pegede mod Christiansborg.

Historien om den moderne udstilling er rent ud sagt løgn. Årsagen til at håndvåbnene på nær nogle stykker blev fjernet og kørt i depot, så de ikke kan ses og til at kanoer blev vendt, var såmænd et krav fra PET – Politiets Efterretningstjeneste.

PET havde nemlig en vision, en mareridtsvision, hvorunder terrorister stormer Tøjhusmuseet (der i parentes bemærket ikke rigtig har nogen kustoder, bortset fra ham af pap). Nogle løber op på førstesalen og bevæbner sig med diverse ukurante håndvåben, sabler, piker, tohåndssværd og hellebarder. Musketter, flintlåspistoler, geværer fra 1864 osv. Det ville være et logistisk mareridt at skaffe ammunition til alle disse forskellige våben. Derefter stormer hoben ud og løber mod Christiansborg.

Den anden del af terroristerne fylder medbragt krudt (fra 50.000 heksehyl?) og kugler (eller jernskrot, såkaldt skrå) i kanonerne og affyrer disse ud af vinduerne eller gennem de tykke vægge, også mod Christiansborg. Al Qaeda ville dø af grin ved tanken.

Men denne realistiske situation er altså ved PETs årvågenhed (de krævede enten panserglas i montrerne, hvad museet ikke havde råd til, eller at våbnenes løb blev savet over på langs og limet sammen igen, hvad museet ikke ville være med til).

Vi venter nu blot på, at Fregatten Jylland får boret huller i skroget og at Middelaldercentret får brændt sin blide af.

Danmark blev et indholdsrigt museum fattigere, da Tøjhusmuseets ledelse valgte ikke at tage kampen med PET i offentligheden.