Hårde tider i vente for unge

Jeg er 50 år gammel og arbejder som programmør/systemudvikler. I mine unge dage læste jeg biologi som var (og er) min store interesse. Det gik egentlig godt med biologien, men jeg løb sur i matematikken, som jeg havde undervurderet voldsomt. Efter et par år måtte jeg erkende, at jeg aldrig ville kunne afslutte uddannelsen. Lidt desperat så jeg mig om efter noget andet. Valget faldt efter ca. én uge på edb-assistentuddannelsen. Jeg vidste, at jeg ville kunne klare den uddannelse (havde leget lidt med edb i folkeskolen - faktisk HF enkeltfag, på gymnasiet og havde siden købt en "hjemmecomputer") og havde også nogen interesse for faget. At jeg ligefrem skulle blive rigtig god som programmør, havde jeg ingen anelse om.
Men havde jeg nu været 32 år yngre i dag og igen skulle vælge uddannelse efter de SU-regler, som regeringen tænker sig, hvad ville jeg så have gjort? Ville jeg have turdet begynde på en akademisk uddannelse, som jeg ikke var 100% sikker på, at jeg kunne gennemføre? Ville jeg have haft mulighed for at skifte til en anden uddannelse?
Ungdommen af i morgen (det er om kun et par måneder) forventes at vælge rigtigt første gang og at gøre alt rigtigt (ét fejltrin og der er ikke SU til hele studiet). Det er jo ikke realistisk for mange. Dem uden deres faders konti i ryggen ved problemer, vil få det meget svært. Samtidig kræves det, at ungdommen uddanner sig mere og bedre end nogen generation før den. På overfyldte og underfinansierede skoler (vi ser lige bort fra presset på underviserne i denne omgang).
Ville jeg i dag have turdet prøve? Jeg tror det ikke. Måske kunne jeg have valgt en praktisk/faglig uddannelse? Jeg kunne givet være blevet en god smed. Men uden udsigt til praktikplads og i øvrigt heller ikke til et arbejde, ville det virke ret håbløst. Hvad så? Kanonføde?
Nej, det er ikke blevet lettere at være ung. De sidste par regeringer har også anstrengt sig for, at det skal det heller ikke være.