Hjem

De abstrakte kreative

I en tid, hvor stadig større dele af produktionen flytter til udlandet, vel at mærke de allerbilligste lande, fremhæves det ofte af politikere, erhvervsfolk og ”meningsdannere”, at vi skal til at være mere kreative. Skal vi alle sammen være kreative? Kan vi det? Men i hvert fald er det kreativiteten, vi skal leve af i fremtiden. Og kreativiteten skal nu – i modsætning til tidligere? – fremelskes i skolen. Den skal endda have sit eget fag. Det lyder da dejligt.

Foreløbig er sløjd og lignende fag på vej ud og har været det længe. Især hvis man ønsker at komme i gymnasiet. Vore børn skal jo ikke være håndværkere eller ”gemene” industriarbejdere! De skal tværtimod udgøre den nye ”kreative klasse”. Bortset fra dem der skal reparere vore boliger, biler, cykler eller passe pizzabageriet, vinhandelen og den slags.

Det hele bygger på den fejlagtige idé, at man kan være fritsvævende kreativ. Det kan man ikke. Selvfølgelig er en kunstner ikke voldsomt afhængig af andre menneskers arbejde, når han skaber sine værker. Bortset selvfølgelig fra dem der skal producere farve, lærred, pensler, ler osv. Og den ikke helt uvæsentlige inspiration og kritik fra kolleger.

Men hvis man tænker på designere, industridesignere og ingeniører, bliver idéens tomhed mere indlysende. Når dansk design engang var noget særligt, var det på grund af det gode håndværk (også selv om tingene måske blev fremstillet industrielt). At f.eks. en Hans Wegner, når han tegnede sine stole havde kendskab til materialerne (han var vist endda uddannet snedker). Og at han kunne gå ned på fabrikken og snakke med de folk, der skulle lave stolene. De kunne kritisere designet og komme med forslag, der kunne lette fremstillingen. Og stadig give en fremragende og smuk stol. Sådan har det været inden for masser af designgrene. Man skulle have kendskab til materialerne, processerne og samarbejde med folkene i produktionen. Det samme er tilfældet for ler, porcelæn, glas, metal, plastik og sikkert meget andet.

Men nu flytter produktionen til Polen. Eller til Kina eller Malaysia. Der bliver langt til produktionen. Der opstår sprogforbistring. Arbejdere og arbejdsledere er måske vant til at sige ”Yes, Sir!” i stedet for at komme med en kvalificeret kritik. Det kan ikke løses med en videoforbindelse. Det kommer i parentes bemærket også til at gå hårdt ud over uddannelsen af de kommende ”kreative”.

Alligevel forestiller ”man” sig, at nogle af os danskere skal sidde på et kontor i Danmark og udtænke epokegørende nye produkter. Selv de måske aldrig har rørt et stemmejern, en fil, en bænkhammer eller en loddepistol i folkeskolen og ikke har god kontakt til rigtige arbejdere. Det kan nok så mange CAD-programmer og nok så mange 3D-printere ikke hjælpe på. Kunne man tænke sig en smykkedesigner, der ikke kunne save, file, drive og lodde? Ja, det kan man godt, men resultatet bliver derefter.

Noget helt andet er, at de polske og malajsiske underleverandører da ikke i al evighed vil finde sig i at tage mod ordrer fra Danmark. De vil selv stå for det hele, også designet. Det vil selvfølgelig tage lidt tid at få uddannet gode folk og drage deres egne erfaringer. Men højt sat kan de gøre det i løbet af 10 år. Hvorefter de kan konkurrere med Wegners møbler og alt muligt andet. De er jo ingenlunde dummere end os.

I så fald vil der ikke skabes meget nyt i Danmark. Og dansk design vil man gå på Kunstindustrimuseet for at opleve. Indtil altså at kulturministeren lukker det. Så kan vi leve af at sælge isvafler til tyske turister. Så længe tyskerne ellers har en produktion og nogle penge. Hey, det lyder lidt som Oswald Spengler!

Det er ikke kun arbejderne på de danske virksomheder og den relativt lille gruppe af ”kreative mennesker”, det går ud over. Det kommer også i sidste ende til at gå ud over de kapitalister, der havde tænkt sig at skulle leve af deres mere eller mindre danske virksomheder.

Også inden for edb-faget – undskyld it-faget – hvor jeg selv arbejder, oplever man i stigende grad udflagning til lavtlønslande som de baltiske republikker og Indien. Selvfølgelig er en indisk programmør ikke dårligere end en dansk. Men skal der så sidde folk herhjemme og ”være kreative”? F.eks. tage ud og snakke med de kommende brugere og sammen med dem designe de nye it-systemer.

Hvis vi skal sidde her og designe systemer, der så skal programmeres i udlandet, så skal der godt nok udarbejdes nogle meget detaljerede og omfangsrige kravspecifikationer. Det vil tage tid og der vil opstå problemer med sproget og ofte begrebsforvirring. De voluminøse og rigide kravspecifikationer på 10-20 ringbind kender vi kun alt for godt fra flere offentlige it-projekter. Det er ikke altid, det ender godt. Ingen kan overskue de papirmængder. Eksemplerne er legio. Den dynamiske arbejdsproces, hvor udviklerne laver noget og afprøver det sammen med udvalgte brugere, og får kritik og ideer med hjem, vil også blive ret vanskelig.

Kort og godt: Jo mere vi flytter produktionen ud af landet, desto mere viden vil vi miste og jo dårligere produkter vil vi skabe.