Hjem

Rejsekortet - en teknisk møllesten

For snart længe siden blev klippekort af pap afskaffet, og senere røg månedskortet af pap også. Pappet havde nu sine fordele; der var ikke nogen tvivl om, det var gyldigt eller ej. Og derfor var der ingen grund til at diskutere med en evt. billetkontrollør. De gamle månedskort havde også den fordel, at man ikke skulle stå i kø for at tjekke ind og ud – de skulle vises til chaufføren på rutebilen, ellers gik det bare glat.

Rejsekortet, hvad enten det er som et chipkort af plastik eller en app på en ”smart”-phone, kræver, at man tjekker ind og tjekker ud ved afslutningen af den sidste rejse. Ved Letbanen er dét ikke problemet (der er helt andre problemer), men i busser og rutebiler skal man stå i kø. Det tager tid, der er tit problemer, og der skal prøves flere gange, og folk kan ofte ikke stige på, før de sidste har tjekket ud. Man kan tjekke ud lige før bussen når stoppestedet, men det fungerer kun, når bussen ikke er overfyldt. De andre passagerer bliver irriterede, og chaufføren, der i forvejen har sit hyr med at holde køreplanen, bliver stresset – folk må jo være idioter.

Letbanens blåøjede teknogudebilleder står på perronen. Skærmene kan ofte vanskeligt læses, hvis man er højere end 1,65 m eller har arme kortere end 1,40 m, vinklen og reflekserne i den buede skærmdækning gør det umuligt. Så stol på lyden eller gør knæfald. Desuden fungerer standerne som regel som mødested for den lokale ungdom. Nå, de plejer at være flinke til at give plads, onde er de jo ikke.

Skal jeg vurdere ud fra lydene, når andre passagerer står ved en stander, og fra den samtale, jeg overhører, så er der ret mange ældre, der ikke kan finde ud af det. Jeg burde selvfølgelig løbe frem og hjælpe, men jeg tør ikke. For har jeg styr på det?

Nu forlyder det så, at plastikkortet skal erstattes af en app, da alle rigtige mennesker jo har en ”smart”-phone. Ellers må de f… g… m… anskaffe en! Ingen app, ingen rejse! (Man kan jo købe kontantbillet, kun med mønter i bussen og kun med kort uden for – nemt for turister?) Flere telefoner vil næppe formindske kaosset ved bussernes døre, tværtom. Og nu er det ikke nok at bekymre sig om, man nu fik tjekket ind. Nu skal man også tænke på, om man har strøm på strømslugeren indtil rejsen er slut. Og til man skal hjem igen. Men man kan jo have tasker og lommer med ”power banks” (akkumulatorer), til man ligner rumtidsagenten Valentin.

Desuden er der stadig folk (jeg vil ikke bruge ordet ”mennesker” om os), der ikke har og ikke ønsker en ”smart”-phone”. For mit vedkommende er mit kommunikationsbehov så lille, at jeg ikke kan forsvare at skulle anskaffe og løbende udskifte en ”smart”-phone. De har jo indbygget forældelse, så et fast marked er sikret. Og et abonnement med data er altså meget dyrere end på en gammel GSM-telefon fra Eriksson. Endelig bryder jeg mig ikke om at være overvåget, sporet og beluret døgnet rundt af regeringer, transnationale superfirmaer og anden organiseret kriminalitet.

Åbenbart skal man vælge den mest avancerede og mindst fungerende løsning hele tiden. Det er ikke alt nyt, der er smart. Og det er ikke alt smart, der duer. Men jo værre desto bedre. Det er ikke fordi, jeg er maskinstormer (jeg arbejder som programmør), men teknikken skal give mening, ikke bare være bling-smart. For mit vedkommende håber jeg på, at plastikrejsekortet holder, til jeg når efterlønsalderen. Jeg har i hvert fald absolut ingen planer om at arbejde til pensionsalderen – længere. Jeg gider ikke det kort-pjat længere.

Man kunne også overveje, om ikke dele af den kollektive trafik ville fungere bedre, hvis man gjorde den gratis?