Hjem / Anmeldelser, Diverse / Fortidens slagmarker, af Jeanette Varberg

Fortidens slagmarker, af Jeanette Varberg

Bogen er en kronologisk gennemgang af forhistorisk organiseret vold i Danmark, fra små ”raids” i jægerstenalderen, til større aktioner og ligefrem store slag. Bogen holder sig ikke strengt til Danmark. Slag i udlandet, helt til Syrien, inddrages, så man kan sammenligne og gætte på forholdene herhjemme. England og Baltikum bliver også nævnt, da vikingerne hærger. Det begynder jo så at lappe ind over den historiske tid.

Man kan altid bebrejde forfatteren, at hun ved at fokusere på kampens historie ikke får det hele med, men hun er nu meget tæt på at få det meste med. Krigen ses ikke isoleret, men som resultater af økonomi, erhverv, ambitioner, politik i fjerne lande og hvad der nu ellers hører til. Faktisk får hun givet et meget illustrativt snit gennem danmarkshistorien, også med nogle ”nye vinkler”.

Nogle dramatiske rekonstruktioner af mulige begivenhedsforløb er måske lidt tunge i det, men det er ikke alle beskåret at være en Johs. V. Jensen. Til gengæld tog han sig en del friheder, som en historiker ikke kan.

En meget spændende bog. Og alt andet end tør.