Hjem / Anmeldelser, Diverse / Lost Legion rediscovered

Lost Legion rediscovered

Lost Legion rediscovered, The Mystery of the Theban Legion, Donald O'Reilly

Den Thebanske Legion under dens leder Mauritius (den mørkhudede) er en helgenlegende om en romersk legion formeret i distriktet Theben i Ægypten, flyttet til Europa og under kejser Diocletian beordret indsat mod kristne. Legionen, der selv består af kristne, nægter, og bliver efter to decimeringer, helt udslettet. Dette skal være sket i det nuværende Schweiz i slutningen af det. 3. århundrede. Legionen kendes kun fra helgenlegender og først ca. 100 år efter begivenheden, da floden rev en massegrav op, og en biskop i Lyon kom i tanke om begivenheden. Stedet hedder nu Saint Maurice-en-Valais.

Forfatteren argumenterer udmærket for, at der faktisk blev formeret en legion i Theben under kejser Probus. En kvittering for en meget stor mænge brød til soldaterne og søfolkene, der har overlevet, understøtter dette. Møntfund fra Alexandria (de alexandrinske mønter var specielle og uden værdi uden for Ægypten), der viser en ørn mellem bannere, er af en type, der så vidt vides kun blev slået i forbindelse med formeringen af en legion. Nogle af mønterne bærer desuden et monogram, der med megen god vilje kan pege mod Theben. Ganske vist var ægyptere forment adgang til legionerne, men der gjaldt andre regler for numidiere, der i stort tal var flyttet til Ægypten.

Forfatteren går ud fra dette materiale og med kraftig brug af helgen- og martyr-beskrivelser i gang med at rekonstruere historien. Det er af typen: Det er sandsynligt, at der skete sådan og sådan. Hvis det er rigtigt, så er det sandsynligt, at der så skete sådan og sådan. Og hvis det er rigtigt, så ... Altså et temmelig svagt materiale, med mindre man skal tro på førnævnte biskop. Romerske kilder nævner intet om denne legion. Det skulle så skyldes, dels at man ikke ville skrive, om soldater der nægtede at udføre en ordre, dels at meget skriftligt om medregenten Maximians meriter blev destrueret under senere kejsere. Argumentet købt.

Faktisk dukker der i årene efter en masse soldatermartyrer op i det område, hvor Maximian bankede oprørsk gallisk almue på plads, de såkaldte bagaudae. De er netop nævnt som nogle af dem, legionen skulle have fået besked på at myrde. Endnu bedre er en begravet skat i London indeholdende alexandrinske mønter fra perioden. Men hvordan kom skatten til London og soldaterne kan vel ikke være massakreret flere gange? Forfatterens teori er, at kun legionens bagtrop med legionsstaben blev massakreret, nogle hundrede mand. Og at de skulle have ofret sig for at resten af legionen kunne nå væk. Der er med lidt god vilje indikationer på noget sådan. Desuden havde den romerske admiral Carausius revet en del af Gallien og Britannien løs fra Romerriget, så resten af legionen kunne være havnet her. Det er rent gætværk. Bortset fra det møntfund. Thebanske, kristne tropper, tilsyneladende opstået ud af det blå, er nu livvagter for augusti og caesari. Deres kristenskab gjorde, at de var de eneste, man stolede på. Da Constantin nogle år senere vender sig mod Rom, er der enheder med betegnelsen thebansk med. Tilsammen udgør de knapt 6000 mand. Regnskabet går op.

Så legionen fandtes nok og der skete et eller andet. Men alle detaljerne må betragtes på linje med Ingemanns romaner. Til gengæld får man mange spændende oplysninger om tilværelsen i Romerriget, stridigheder, skik og brug, militær, forhold og muligheder for kristne og kristnes problemer med buddet Du må ikke slå ihjel (noget man senere har løst til alles tilfredshed) osv. Forfatteren er sjusket. Det samme afsnit eller de samme linjer forekommer gentaget flere gange. Osbergskibet og Nyndamskibet (sic!) bliver fremhævet som eksempler på de saksiske krigsskibe, der optræder i historien (Carausius skulle bekæmpe saksiske/frankiske sørøvere. Det gjorde han så snedigt, at sørøverne holdt sig på måtten de næste hundrede år og han selv blev styrtende rig. Det medførte en dødsdom fra kejseren, hvorefter han næsten var nødt til at gøre oprør).

Historien slutter ved Den Milviske Bro og med nogle betragtninger om vold kontra pacifisme. F.eks. at den kære Augustin står bag undskyldningen: Jamen, jeg adlød jo bare en ordre! Noget Mauritius altså ikke mente. Måske.

Forresten blev der for nogle hundrede år siden fundet en sten i Saint Maurice-en-Valais (den har ikke overlevet). Indskriften var ikke komplet, og der er rige muligheder for at gætte. Men den kan læses som et minde om de gode mænd fra den thebanske legion, sat af en eller flere kammerater fra en anden legion, som forfatteren kæder sammen med denne legion. Bogstavkombination ”TH” er i hvert fald rimelig.

Vi får også lige historien om en sarkofag med teksten XI V. M., hvilket blev udlagt som 11 jomfru-martyrer. Senere blev M læst som 1000 (ved siden af Martyrer), og nu havde man en drabelig beretning om 11.000 kristne prinsesser og deres kammerpiger, der var blevet hugget ned. Et andet sted starter man med 50 soldatermartyrer. Et par hundrede år senere nærmer tallet sig de 400.

 

Hvis ikke det er sandt, er det i hvert fald en god historie.

Senest opdateret (Søndag, 08. marts 2015 19:19)