Hjem / Anmeldelser, Diverse / Anti-semitismens bibel

Anti-semitismens bibel

Anti-semitismens bibel, Historien om smædeskriftet Zions Vises Protokoller af Morten Thing

 

Dette er en gennemgang af Protokollerne, deres historie, modtagelse, udgivelseshistorie og indhold. Samt et genoptryk af den danske udgave fra 1920. Den danske udgave er særegen ved at fjerne de fleste henvisninger til frimurerne (da de jo åbenbart var så pæne).

Skriftet udkom for første gang i Rusland i 1903. Dets forfatter kendes ikke, men der er flere teorier og beretninger (gengivet her i bogen). Der er enkelte specielle henvisninger til franske forhold i slutningen af det 19. århundrede. Den russiske tekst havde flere ukrainske vendinger. At forfatteren havde tilknytning til zarens hemmelige politi, Okhranaen, er en udbredt teori. Udgiveren er en vis Sergej Nilus, en religiøs skribent, der forsikrer om dokumentets ægthed.

Dokumentet foregiver at være protokollerne fra et møde i et råd af de øverste og viseste jøder, hvor en ikke-navngivet person tilsyneladende taler hele tiden. Et underligt møde. Personen er søgt identificeret ved Theodor Hertzl, men da dokumentet efterhånden blev afsløret som et falskneri, er det jo ikke rigtigt.

Disse de ondeste af de ondeste jøder ”diskuterer” en årtusinder gammel plan for at indsætte en jødisk konge over Europa og hele Verden og at lade jøderne kontrollere alt. Planen ridses op i de forskellige protokoller og omfatter stort og småt med den overordnede hensigt at fremkalde armod, hunger, vellevned, hor, ateisme, arbejdsløshed, krise, krig og oprør, alt sammen styret af ”vore agenter”. Formålet er at få de jødiske eksperter til at fremstå som folkets redningsmænd, der indfører orden og en form for velstand. Og så lige udnævner en jødisk verdenskonge, der i øvrigt ikke har mere at sige, end at hans lærere uddanner ham, eksaminerer ham og evt. kasserer ham. Og i øvrigt skal han leve et dadelfrit levned.

Selve protokollerne er meget tung læsning, for det gør lidt ondt at tygge sig igennem alt dette vås, der også ofte modsiger sig selv. Fodnoterne fra den danske udgave forklarer flere gange, at man kan se planen i virksomhed i 1. Verdenskrig, Den Russiske Revolution, Ekstra-Bladet og Politiken samt diverse jødiske ministre spredt rundt i Europa. Især er den megen pornografiske litteratur fabrikeret af ”jøder” (i hvert fald meget af den, eller så noget af den, i det mindste lidt af den). En af de danskere, Harald Raage, der gør et stort arbejde for at hetze mod jøderne, skriver i øvrigt flere ”sanselige” romaner – med jøder som skurke. Smukt!

Gennemgangen af bogen set med Morten Things, en historikers, øjne er glimrende. Den er centreret om den danske del af historien, men kommer hele Verden rundt. Den danske historie er meget interessant. Forskellige miskendte genier stfter noget, der kom til at hedde Danskerligaen, vendt mod jøder m.m. Som sædvanlig spiller Jyllands-Posten (og Aarhus Stiftstidende) en ussel rolle, hvorimod Tante Berlingske nægter at deltage i galskaben.

Morten Thing formulerer det egentlig meget enkelt, når han skriver, at man blot nævner en masse ting, der er resultater af industrialiseringen og kapitalismen og så hævder, at det er led i en plan lagt af en jødisk vernessammensværgelse.

Henry Ford i USA kaster sig med begejstring over bogen og skriver vidt og bredt om den jødiske verdenssammensværgelse. En del år senere må han undskylde og dementere (det var han så en af de få, der faktisk gjorde).

Ud over protokollerne udgav man sammen med dem Zunder-Dokumentet, der angiveligt var fundet i lommen på en død bolsjevikisk kommissær. Hvorfor det lige skulle være skrevet på hebræisk, når de fleste jøder talte jiddish, undlod man at forklare. Og hvorfor skulle man sprede hemmeligheder på den sjuskede måde? Derudover var der Rabbinerens Tale, der skulle være holdt på den jødiske kirkegård i Prag i midten af det 19. århundrede. Efterhånden begyndte tvivlen at brede sig. Helt galt blev det, da man fandt en satirisk roman fra Frankrig, der havde nøjagtig samme opbygning som protokollerne, men hvor det var Machiavelli og Montesquieu, der talte sammen i helvede (om den franske regering). Ups!

Dette lille problem, at teksten tydeligvis var baseret på en roman (også Rabbinerens Tale kendtes i forvejen) løste nazisterne ved at gøre romanforfatteren til en krypto-jøde (det var han ikke og det gjorde det kun endnu mere besynderligt). Og i øvrigt havde Hitler sagt god for Protokollernes ægthed.

Trods afsløringen som fup fortsatte Protokollerne med at blive udgivet og læst. Konspirationen var for god til at lade ligge – og jøder kan man jo altid beskylde for lidt af hvert. Selv i Japan begyndte man at dyrke den, selv om der stort set ingen jøder findes der.

I bogen er også en samling forsider/omslag på de forskellige udgaver. Ret interessant studie i rædselsagitation.

Umberto Eco har skrevet en roman, Kirkegården i Prag, hvor han fantaserer over en mulig skabelse af værket – af en (fiktiv) fransk dokumentforfalsker. Man får dog kun et dårligt indtryk af indholdet af protokollerne i den roman.