Hjem

Sidste

Populære

RostaVinduet - Forsiden

En navnløs rædsel

For nogen tid siden omlagde Tøjhusmuseet i København sin udstilling. Man ryddede førstesalen, der fremviste an masse gamle og nyere håndvåben, og i stedet opstillede man uniformer, plancher og mannequiner, der skulle fremstille Danmarks glo(r)værdige krige gennem tiden, måske navnlig hr. Foghs krige. Museet skulle moderniseres.

Som de selv skriver: ”Til efteråret er der sket store forandringer på 1. sal i Tøjhusmuseet - den etage, som kaldes Våbensalen. Her har vi bygget en ny udstilling, Krig og Menneske, som fortæller om Danmarks krige igennem godt 500 år og som sætter fokus på de mennesker, krigene berørte. ... Museet har derfor længe villet omdanne Våbensalen til en tidssvarende og publikumsvenlig udstilling om dansk forsvar.”

Læs mere…

 

EU harmoniserer pressen

Et kreativt udvalg under EU har barslet med et nyt forslag. Det sker der så tit, så hvad skulle det nu betyde?

Jo, udvalget foreslår, at EU skal kunne kræve pressenævn i alle EU-lande. Pressenævn der vel at mærke skal fungere efter EU-regler; til Bloksbjerg med evt. natinale forfatninger!

Hvis en journalist skriver eller på anden måde udtrykker noget, der er i modstrid med EUs ”værdier”, så skal disse pressenævn kunne idømme journalisten bøder eller ligefrem afskedige ham. EU skal altså administrere ytringsfriheden.

Og hvad er det så for ”værdier”, der skal beskyttes? EU har tidligere vist stor omhu for at dække over korruption og anden svindel i sit eget system. Folk er endda døde. Man frygter det værste! Det næste bliver vel EU-regler for, hvem der må have en blog og hvad den må bruges til.


Senest opdateret (Lørdag, 09. februar 2013 22:29)

 

Hårde tider i vente for unge

Jeg er 50 år gammel og arbejder som programmør/systemudvikler. I mine unge dage læste jeg biologi som var (og er) min store interesse. Det gik egentlig godt med biologien, men jeg løb sur i matematikken, som jeg havde undervurderet voldsomt. Efter et par år måtte jeg erkende, at jeg aldrig ville kunne afslutte uddannelsen. Lidt desperat så jeg mig om efter noget andet. Valget faldt efter ca. én uge på edb-assistentuddannelsen. Jeg vidste, at jeg ville kunne klare den uddannelse (havde leget lidt med edb i folkeskolen - faktisk HF enkeltfag, på gymnasiet og havde siden købt en "hjemmecomputer") og havde også nogen interesse for faget. At jeg ligefrem skulle blive rigtig god som programmør, havde jeg ingen anelse om.
Men havde jeg nu været 32 år yngre i dag og igen skulle vælge uddannelse efter de SU-regler, som regeringen tænker sig, hvad ville jeg så have gjort? Ville jeg have turdet begynde på en akademisk uddannelse, som jeg ikke var 100% sikker på, at jeg kunne gennemføre? Ville jeg have haft mulighed for at skifte til en anden uddannelse?
Ungdommen af i morgen (det er om kun et par måneder) forventes at vælge rigtigt første gang og at gøre alt rigtigt (ét fejltrin og der er ikke SU til hele studiet). Det er jo ikke realistisk for mange. Dem uden deres faders konti i ryggen ved problemer, vil få det meget svært. Samtidig kræves det, at ungdommen uddanner sig mere og bedre end nogen generation før den. På overfyldte og underfinansierede skoler (vi ser lige bort fra presset på underviserne i denne omgang).
Ville jeg i dag have turdet prøve? Jeg tror det ikke. Måske kunne jeg have valgt en praktisk/faglig uddannelse? Jeg kunne givet være blevet en god smed. Men uden udsigt til praktikplads og i øvrigt heller ikke til et arbejde, ville det virke ret håbløst. Hvad så? Kanonføde?
Nej, det er ikke blevet lettere at være ung. De sidste par regeringer har også anstrengt sig for, at det skal det heller ikke være.




 

En tanke

Jeg sad og kiggede på Politikens Kulturforside d. 10. december med en computerfremstilling af Københavns Havn. Og så tænkte jeg på den fremgroende havnefront i Århus - og på Aros. Så var det jeg tænkte: Vil folk om 50-90 år rejse til København og Århus for at se disse bygninger? Vil der blive udgivet illustrerede bøger (vel elektronisk?) om dem? Vil der blive lavet lærde udsendelser på tv, som det sker for Ludwig Mies van der Rohe, Le Corbusier, Franklin Lloyd Wright, Oscar Niemeyer, Antoni Gaudí osv. - for ikke at nævne de klassiske arkitekter og deres værker? For for mig at se ligner de noget, der er lavet med en skabelon, hvor man sætter firkanter og trekanter sammen - uden nærmere sammenhæng.
 

Elektroniske valg

I Danmark foregår valg og afstemninger på den gammeldags måde, vi har kendt i mange år: Med stemmesedler af papir og manuel optælling. Det betyder, at et valgresultat ofte først foreligger hen ad midnat og at en afstemning er ganske ressourcekrævende.

Regeringen har derfor meget logisk tænkt: Ud med det det gamle skidt og lad os indføre en elektronisk, computerbaseret afstemning. Men er det nu også noget gammelt skidt?

Karakteristisk for et valg i Danmark er, at det er meget svært at fuske med afstemningsresultatet. For repræsentanter for de konkurrerende partier overvåger valghandlingen og hinanden. Og bagefter skriver de under på, at alt er foregået korrekt. Der har været enkelte små sager med snyd, men de synes at være blevet opdaget. En repræsentant for parti A kan ikke bare give sit parti 5000 ekstra stemmer, uden at de andre partier vil opdage det og anmelde forholdet. Og de først fremmødte vælgere får lov selv at se, at valgurnerne er tomme fra starten. Stemmeresultaterne offentliggøres i pressen, så de tilforordnede vælgere kan kontrollere, at det også er, hvad de fik det til aftenen i forvejen og man kan tælle hele landet sammen til yderligere kontrol. Tillid er godt, men kontrol er bedre.

Anderledes er et elektronisk valg, hvor registrering og optælling af stemmerne sker usynligt i en eller flere computere. Ingen kan her i praksis på valgstedet kontrollere, at alt foregår korrekt. Jeg vil som gammel programmør påstå, at det er ret let at svindle med et elektronisk valg. Ikke mere kompliceret end at manipulere en meget omtalt skattesag. Efter det berygtede amerikanske præsidentvalg i 2000, det hvor Al Gore ”tabte”, gik der vedholdende rygter om, at elektroniske stemmemaskiner var blevet manipuleret af producenten. Beskyldninger der ikke kunne opklares. Eller blev søgt opklaret.

Selvfølgelig kan man offentliggøre optællingsprogrammernes kildekode, så computerkyndige folk kan kontrollere, at der ikke foregår noget skummelt. Men i praksis er det umuligt at sikre sig, at den offentliggjorte programkode nu også svarer til det program, der faktisk kører på stemmemaskinerne. Selvfølgelig kan man lave kontroller baseret på checksummer og så et system til at verificere checksummerne. Men hvem skal kontrollere dette kontrolsystem og hvordan? Man ender altid med det gamle romerske spørgsmål: Hvem skal vogte vogterne selv? Quis custodiet ipsos custodes? Det kan ikke underlægges offentlig/demokratisk kontrol. Tvivlen vil altid være der.

I begyndelsen vil man nok lave en eller anden form for papiraftryk af de afgivne stemmer, f.eks. i form af en udprintet ”stemmeseddel”, der så lægges i en gammeldags valgurne. Sedlerne kan så stikprøvevis tælles op på enkelte valgsteder, og man får derved en kontrol af valgmaskinerne. Men det bliver man næppe ved med at gøre, og så er systemet pludselig mere sårbart for svindel.

Man vil naturligvis beholde de tilforordnede, men de vil blot kunne sidde og stirre ud i luften. De kan på ingen måde kontrollere, at der ikke fuskes. Ingen kan se ind i en computer. (Til en vis grad kan en ekspert, ikke en normal tilforordnet, gøre noget med en debugger.) Ingen kan bagefter undersøge, hvad maskinen faktisk lavede. De tilforordnede kunne erstattes med mannequindukker! Og så har vi slet ikke snakket om muligheden for hackning, for man etablerer naturligvis ikke et lukket net til valg.

I forvejen er ethvert valg ”skævt”, idet nogle har meget større midler at føre valgkamp for end andre. Se blot på EU-afstemningerne. Så hvis Firma B står for valgmaskinerne og samme firma har forbindelser med Parti A (som det var tilfældet i USA) – noget der i øvrigt ikke kan forhindres, så brænder lokum – måske! Var det i stedet et statsligt firma, der stod for maskinerne, ville man mistænke det/de statsbærende parti(er) for fusk. Lige som i skattelækagesagen (og meget andet).

Så synes jeg hellere, vi skal fortsætte med den gammeldags metode, som det (i Danmark på grund af de tilforordnede vælgere) er næsten umuligt at svindle med.

 

Hvem er radikaliseret?

Forleden kunne man læse i pressen, at politiet (PET) i lang tid havde tilbageholdt beviser, der kunne frikende en af de anklagede i den store brandstiftelsessag (”terrorsag”) for i hvert fald ét af forholdene (brandstiftelse mod den græske ambassade).

Politiet kommenterede ikke den ret overraskende historie, men meddelte i stedet offentligheden (som hørt i radioavisen), at venstrefløjen på det seneste var blevet stærkt radikaliseret. Nu repræsenterer en gruppe på fem (fire?) hashomtågede mænd ikke venstrefløjen og det er da forresten heller ikke sådan, at bomberne brager og skuddene smælder. I hvert fald ikke uden for rockerkredse og lign. Og de hører i hvert fald ikke til venstrefløjen!

Derimod er der bevisligt sket en radikalisering af politiet, herunder det hemmelige politi (PET), eksempelvis ved tilbageholdelse af bevismateriale (og den herostratisk berømte klimaaktion). Det er vel egentlig kriminelt. Hvis det var mig, der tilbageholdt et bevis for at bringe andre i fedtefadet, ville jeg ryge i spjældet. Der har også været ubekræftede historier om agent provocateurs, der er gået over stregen i terrorsager.

Lovgivningsmæssigt er der også sket en radikalisering. Gerninger, der før blot var forstyrrelse af den offentlige orden, hører nu under terrorlovgivningen. F.eks. at hænge et banner ud fra Axelborg.

Spørgsmålet er, om den annoncerede radikalisering ikke blot er våde drømme hos visse myndigheder. Se hvor vigtige og nødvendige, vi er.