Hjem

Sidste

Populære

RostaVinduet - Forsiden

Hvad vil du huskes for?

Berømte mænd (og kvinder), opfindere, gennem tiden mødes for at snakke. De spørger hinanden, hvad de huskes for? En opfandt vandsneglen og forskellige andre snedige maskiner, en opfandt penduluret, en dampmaskinen, en byggede en jernbro over floden Severn, en anden et tårn af jern i Paris. Jernbanens og telegrafens opfindere er også mødt frem. Hele tre mænd strides om ophavet til radioen. Der er også strid om telefonen. Et par eksplosionsmotorer blev det også til. En demonstrerede dampturbinens overlegenhed. Mikroskopet og teleskopet har også hver deres opfindere, en mand opdagede penicillinet. Osv. osv.

Men hvad har folk fra vor egen tid at prale med? Joh, jeg opfandt Facebook, siger en. Og det var MIG, der opfandt Twitter. En kendt politiker har opfundet internettet. JEG har til gengæld skabt Angry Birds, råber en anden! De helt store har skabt Halo og Destiny. Eller brugt deres liv på at skabe og spille World of Warcraft.

Så kan vi jo spekulere på, hvad vi selv vil huskes for? Hvad huskes om hundrede år - eller om totusinde?

 

Det KUNNE være sandt

Det forlyder, at Apple og Facebook har indledt et strategisk samarbejde, hvor man vil bygge på det bedste fra begge firmaer. Ledelserne af de to firmaer overvejer for øjeblikket, hvad produktet skal kaldes: iNude eller Assbook?
 

Samme systemfejl

Forleden besluttede Danmark at tilslutte sig NATOs missilskjold. Som det ofte er tilfældet, skete beslutningen uden synderlig debat. Tre fregatter skal nu udrustes med en ny radar og anti-missil missiler. Formålet er at forhindre et angreb på NATO-lande med langtrækkende herunder interkontinentale missiler. Dette skal angiveligt ske fra slyngelstater og ”ikke-statslige aktører”. Det sidste er næppe find-din-fugl kurserne fra jobcentrene, men forventer man virkelig, at f.eks. IS får rådighed over ICBM'er? Eller er det ærkeskurken Ernst Stavro Blofeld, der er på spil?

Nej, det er da også nok snarere Rusland, man tænker på. Og måske Kina. Og det er da sikkert rart at kunne leve i bevidstheden om, at når man dør, er det nok snarere af en blodprop end under et missilangreb.

Men missilforsvaret lider under den samme grundlæggende svaghed som Reagans berygtede stjernekrigsprojekt. Det er ikke testet (under realistiske forhold), det kan ikke testes og det er ret usandsynligt, at det vil være nogen form for garanti mod træffere med missiler. At man kan skyde en eller to ICBM'er ned under en øvelse, hvor alle ved, at nu kommer de, er noget helt andet end 40 missiler midt under Thanksgiving. Eller flere hundrede for den sags skyld. Der er alt for meget, der kan gå galt og som derfor også vil gå galt. Tænk bare på problemerne med f.eks. NemID, som ellers er ret enkelt i sammenligning.

Det værste, der kan ske, er nok, at NATOs generaler og politikere begynder at tro og agere, som om skidtet faktisk virker. Og så kan de rode sig ud i nogle konflikter, der burde have været håndteret på en helt anderledes forsigtig måde. Og dermed kan de nedkalde selve den ødelæggelse, som missilforsvaret angiveligt forhindrer.

 

Borgerlig bekymring

Borgerlige skribenter bekymrer sig meget for venstrefløjen for tiden. De (vi) er egentlig meget søde og fornuftige. Når bare vi ikke var så venstreorienterede. Når bare vi nu kunne se det fornuftige i nedskæringer, privatiseringer, skattelettelser, centraliseringer, bureaukratiseringer, markedsgørelse og alt det andet pragtfulde, som fornuftige (dvs. borgerlige) mennesker går ind for. Men det kan vi ikke! Forstå det hvo som kan. 

 

Derfor!

Flere personer har udtrykt undren over, at der ikke er demonstrationer mod IS' (Islamisk Stat) fremfærd i Irak og Syrien. Underforstået når man nu "tillader sig" at kritisere Israel for dets adfærd i Palæstina.

Forskellen er, at der er meget få i Danmark, der støtter IS. Der er altså stort set ingen at omvende. Det er ikke nødvendigt at påvirke regeringen til at tage afstand fra IS. 

Og så er IS i øvrigt totalt upåvirkede af, hvad andre måtte mene. 

Israel er derimod ikke upåvirkelig. Man vil gerne opfattes som en del af det gode selskab. Som relativt civiliserede. 

Israel har forresten forbudt en fredsdemonstration - af sikkerhedshensyn, naturligvis. Det er selvfølgelig stadig pænere end at hugge hovedet af modstanderne. Det er mest palæstinenserne, der får den virkeligt hårde behandling.

 

Computeren – en klods om benet

Computeren er et pragtfuldt og stærkt værktøj. Den giver arbejde til mange af os. Den gør det umulige overkommeligt – sådan da, og den gør mange opgaver nemmere. Den er ganske vist årsag til en del forurening under dens produktion og senere dens bortskaffelse. Og den har tvunget os ind i et evigt ræs med at opgradere. De underbetalte og mishandlede arbejdere i den tredje verden lader vi lige, som om vi aldrig har hørt om. Men den konstante brug af computere til stort set alt, fra supercomputere til tablets og smartphones, giver ind imellem anledning til at overveje, om computeren nu også altid er det bedste værktøj til en given opgave?

Computeren mig en daglig kilde til irritation. Den går hele tiden i vejen, når jeg er ved at lave noget. Hvis jeg får en idé, har jeg altid bare noteret den ned på et stykke papir på en af de blokke, der ligger rundt omkring eller i en af de notesbøger, jeg slæber rundt på. Det er nemmere og hurtigere end at boote pc'en derhjemme – rent bortset fra, at jeg ikke går rundt med en bærbar, en tablet eller en smartphone.

I øvrigt er min pc herhjemme flere minutter om at boote (dvalefunktionen har aldrig virket), mens maskinen på arbejde kan være over 10 min. om at være køreklar (det er henholdsvis antivirus og logon-scriptet, der er synderne). I mellemtiden ville jeg have glemt, hvad jeg tænkte på. Derfor er jeg så glad for min fyldepen og papir. Der er også lidt zen i at skrive med en pen.

Hvis vi nu antager, at maskinen i forvejen er kørende, så er der alligevel utallige ting, der går i vejen for en.

For det første er der tit og ofte opdateringer, der insisterer på at gøre opmærksomme på sig selv, helst på den mest forstyrrende måde.

For det andet sker det tit, bedst som man sidder og skriver, at »fokus« flytter sig et helt andet sted hen. Dvs. at et andet program modtager mine tastetryk. Det synes ikke altid at være forårsaget af et »vindue«, der popper op. Det sker bare. Windows happens!

Jeg har aldrig oplevet, at min pen af sig selv hopper over på et andet ark papir midt under skrivningen.

Der er også tit ”et eller andet”, der ikke virker, som det skal, og så bruger man pludselig to timer på det i stedet for på det, man egentlig ville.

Ikke alt skyldes computeren. Når man arbejder, kan et enkelt fejlgreb eller en forglemmelse koste en timers mistet arbejde, navnlig hvis man har glemt at gemme sit arbejde. Lignende ulykker ville, dersom man stadig arbejdede med pen eller skrivemaskine, kræve en mindre ildebrand.

Vi ser helt bort fra de ulykker, der skyldes, at den uskolede bruger ikke har taget backup af sit arbejde – og testet sin backup.

Computere går også sommetider i stå i et kortere tidsrum. Heldigvis er det stort set overstået, at den bare hang, til man slukkede for strømmen. Men 1–2 minutter uden kontrol med maskinen er ikke ualmindeligt. Årsagen har jeg endnu ikke fundet, men jeg mistænker mit antivirus-program. Det er trods alt det, der arbejder hårdest her hos mig.

At man let lader sig distrahere af mail eller af Communicator, er vel ens egen fejl. Lige som den evigt bimlende mobiltelefon.

Så hvis jeg lige skal have en ide sikkert skrevet ned eller lige skal have lavet et mere kreativt arbejde (uanset om det er skriftligt, kunstnerisk eller noget helt femte), så foregår det som regel med blyant, kuglepen eller fyldepen. Disse redskaber kræver heller ikke, at man skal vælge forskellige ting fra toolbars eller menuer – man giver bare los. Tænk på problemet, ikke på værktøjet!

Derefter kan jeg gå over til at gøre ideen færdig på computeren: Rette, ændre, kassere, forbedre. Så kommer den til sin ret. Der er masser af ting, der lettest eller kun kan gøres på en computer. Jeg holder skam meget af min – trods alt.

Man kan prøve at forestille sig, hvordan verden ville se ud, hvis vi levede som i gamle dage – med arkivskabe, skrivemaskiner og penne – men med de betingelser, vi lever under nu. Og som vi finder os i.

Jeg har nævnt den hoppende fyldepen. Når der kommer en ny flaske blæk, skal pennen skiftes ud. Og den bliver i øvrigt langsommere og langsommere. Skrivemaskinen kræver et to-dages eksternatkursus. Maskinen går i baglås fra tid til anden (ja, jeg ved godt, at to typearme kunne filtres sammen, men det var let at ordne). Man holdt sig orienteret ved at se fjernsyn om skrivemaskiner, lige som man kunne abonnere på blade om Remington, Adler, Underwood, IBM Selectric osv. Når man ville hente et dokument i arkivskabet, ville man jævnligt blive afbrudt af flyttemænd, der skulle flytte skabet.

Lyset ville sikkert også gå ud på kontoret, så ingen kunne lave noget. Vi glemmer rødderne i Ukraine eller Kina, der med jævne mellemrum stormer ind på kontoret, fylder lim i låsene eller kaster alle papirerne ud af vinduerne.

Ja, det kunne være festligt. Godt det ikke er sådan.