Hjem

Sidste

Populære

RostaVinduet - Forsiden

Hvorfor vi IKKE lever i en simuleret verden

Ret kort efter man fik bygget de første computere, skrev en science-fiction forfatter, Daniel F. Galouye (USA) en historie om en simuleret verden med simulerede mennesker. Historien, Simulacron-3, er fra 1964, og fortæller om et firma, der har udviklet en simulator, hvori man kan afprøve forskellige politiske og markedsføringsstrategier på simulerede mennesker – i stedet for at plage rigtige mennesker med uendelige markedsundersøgelser. I modsætning til Matrix-filmene, hvor rigtige mennesker lever i en simuleret verden, er beboerne af denne verden også simulerede »enheder« med en simuleret bevidsthed. De ved ikke selv, at de ikke er rigtige.

Forskellige mystiske hændelser i simulationen og i firmaet bag den, får en af videnskabsmændene til at ane, at den virkelige verden måske slet ikke er virkelig, at den også kan være en simulation. Historien er filmatiseret to gange: Under titlen Welt am Draht af Fassbinder og som 13. Etage af Josef Rusnak. Fassbinders udgave giver, trods den noget bedagede teknik, langt den bedste fornemmelse af mystik og uvirkelighed.

Historien har, sammen med gamle filosofiske problemer tilbage til Platons tænkte lænkede hulemennesker og diskussioner om erkendelsens mulighed og materiens primat eller ej, sat tanker i gang hos flere mennesker.

Vi har længe haft ganske avancerede simulationer, der kan afvikles på de stadigt mere kraftfulde hjemmecomputere. SimCity var en af de ældste, den er blevet fulgt af spil som The Sims, hvor man kan se og manipulere med de enkelte figurer, og forskellige strategispil, hvor modspillerne kan være »kunstige intelligenser« af varierende styrke. Hvad nu hvis figurerne i The Sims i stedet for en banal spilleintelligens (på niveau med en kakerlak) havde en veludviklet intelligens og en (simuleret) bevidsthed? Ville de opdage, at deres verden ikke var virkelig? Og hvordan ville de reagere på denne erkendelse? Hvordan ville vi?

Læs mere…

 

En konspirationsteori

Som de fleste har bemærket, er Tyrkiets store mand p.t., Erdogan, på kant med USA's store mand p.t., Trump, og i øvrigt er han også på kant med NATO, som Tyrkiet er medlem af. Til gengæld er Erdogan ikke helt upåvirket af russisk charme repræsenteret ved den store mand med bar overkrop. Hvordan er den situation opstået?

Det følgende er en hypotese baseret på et fåtal af fakta og en forfærdelig masse gætterier, som alle sammen kan være forkerte. Det er derfor heller ikke meget mere end skitsen til en agentroman. Måske?

Den 24. november 2015 nedskyder Tyrkiets militær et russisk SU-24 angrebsfly, der angiveligt har krænket tyrkisk luftrum en lille smule. Russisk militær er i Syrien for at støtte Assad mod forskellige mere eller mindre charmerende grupper af oprørere, og Tyrkiet er som loyalt NATO-medlem imod denne støtte, men endnu mere imod visse NATO-landes støtte til kurdiske militser, der bekriger nogle af de værre oprørsgrupper – uden dog at være allierede med Assad. En speget situation.

Den 15. juli 2016 forsøger dele af det tyrkiske militær at afsætte Erdogan ved et kup. Kuppet bliver ikke fordømt af visse større NATO-lande, i hvert fald ikke før at kuppet helt sikkert er ved at bryde sammen. Og det bryder sammen i løbet af nogle timer. Det har meget beskeden opbakning, det synes at være sjusket planlagt og udført, og det hele er noget underligt rod. Soldater, der skal være kuppets fodtusser, opgiver ret hurtigt og pakker sammen. Nogle officerer stikker af til Grækenland.

Læs mere…

 

Organdonor – ja eller javel?

Blandt de mennesker, der dør ved ulykker, er der ikke nok til at dække behovet for donerede organer. Så folk går skrantende rundt i lang tid, eller de dør, mens de venter. Det er naturligvis ikke godt.

Det skal der naturligvis gøres noget ved. De kreative forslag går fra at opfordre folk, mens de stadig er i live, til at melde sig som organdonorer – ikke mindst af hensyn til evt. efterladte, der ellers skal tage afgørelsen. Til at »antage« at folk gerne vil være donorer, hvis de ikke udtrykkeligt har sagt nej. Mest ekstremt er forslaget om, at hvis man ikke har meldt sig som donor, så skal man heller ikke kunne tildeles et genbrugt organ.

Læs mere…

 

Skik og brug i den moderne verden

For en ordens skyld så er det følgende ment sarkastisk.

 

Ret ikke andres stavefejl. Det er snobberi at beklage sig over, at man ikke forstår, hvad der står.

 

Ret aldrig faktuelle fejl. Andres mening og følelser kan være lige så gode som fakta.

 

Sammenlign aldrig andre med nazisterne. Heller ikke selv om de taler varmt for koncentrationslejre, strenge straffe, raceadskillelse eller massedrab. De har lige så meget ret til at have deres meninger, som du har. Og i øvrigt er dem, de har set sig sure på, sikkert muslimer.

 

Tag hensyn til mobilzombierne, der vandrer rundt på gader og fortove. Flyt dig, når de kommer vraltende. De kunne jo være i færd med noget vigtigt. Som at se den seneste kattevideo eller i færd med at videresende hævnporno.

 

Diskuter aldrig gud. Det kunne jo være dig selv.

 

Kontakt aldrig politikere over mail. Du vil blive beskyldt for hackning og terror. Politikere kan godt lide kontakt med folket, men mængeriet skal helst kun gå én vej. Hvis du virkelig har noget på hjerte, så kan du jo foreslå en frokost på en dyr restaurant.

 

Giv altid russerne og kineserne skylden. Nåh nej, hellere Nordkorea. Kinesernes penge har vi brug for.

Læs mere…

 

Mind over matter – og projektstyring

Vi er alle blevet præsenteret for opbyggelige historier om berømte mænd (kvinder forekommer, omend de nævnes sjældent), der gennem historien har troet på en idé, og som ved stædigt at holde fast i den trods modgang, tilbageslag og omgivelsernes tvivl og modstand, har bevist idéens rigtighed og ført den igennem til sidst. Viljen sejrer til sidst. Viljen sejrer altid i de opbyggelige historier (om det så er fra OTA-bøgerne eller Børnebladet). Gak du hen og gør ligeså, når du bliver voksen, lille ven.

Columbus opdagede Amerika, selv om ingen andre troede på idéen om at sejle mod vest. Edison skabte den elektriske pære, som vi levede med i mere end 100 år (og delvist stadig lever med) og skabte naturligvis også det første elektricitetsværk (og en masse andet). Amundsen kæmpede sig frem til Sydpolen som den første (han var nu ikke alene om turen), Magellan sejlede rundt om Jorden (han døde godt nok undervejs, men – you get the general idea? – det blev han kun en større helt af). Cæsar underlagde sig Gallien. Og sådan fortsætter det.

Læs mere…

 

Det primære?

Hvis alting skulle vurderes og vedtages ud fra det ene (eller det primære) kriterium, om det kan svare sig – eller hvilken forrentning det vil give, ville vi godt nok komme til at leve i en trist og død verden. For rentabilitet er ikke noget godt mål for lykke. Man kan ikke lave en matematisk modellering af, hvad der er godt, smukt eller rart. Eller for den sags skyld sjovt. Man prøver godt nok noget i den retning med »fokusgrupper« eller testscreeninger af f.eks. film. Griner forsøgspublikummet ikke nok, klippes filmen om og får en anden (happy) ending. Man kan ikke bruge økonomiske kriterier til at afgøre, om man f.eks. skal give kræftpatienter et længere liv, eller om man skal bedre vilkårene for f.eks. psykiatriske patienter? Er f.eks. EU godt, hvis det kan betale sig (og for hvem?)? Skal et kunstværk kun skabes, hvis der er et sikkert marked for det? Skal et manuskript skrives for at sælge billetter eller for at skabe? Så står vi meget hurtigt med maskinfremstillede værker eller stupide tv-show.

Men det er jo tilfældet. Faktisk lever vi i en meget trist verden.