Hjem

Sidste

Populære

RostaVinduet - Forsiden

Marchen mod Washington

Igennem lang tid har folk diskuteret, om den siddende amerikanske præsident, Donald Trump, kunne beskrives som en fascist? Og om han virkelig kunne finde på at forsøge et kup? De to spørgsmål blev vist endeligt besvaret d. 6. januar, hvor Trump sendte sine støtter (bøller) mod den amerikanske kongresbygning, hvor man netop var i færd med at godkende valget af den næste præsident.

Jeg fik det indtryk, at Donald Trump havde hentet inspiration fra Mussolinis march mod Rom for ca. 99 år siden. At en demonstration af magt ville få politikerne i Kongressen til at skifte side og støtte den stærke mand.

Tilsyneladende havde Trump forregnet sig. Gruppen var stor nok til at drive den meget beskedne bevogtning af bygningen tilbage. Bygningen fyldtes med råbende og besynderligt klædte bøller, der smadrede ruder, smed papirrer på gulvet, fremviste Sydstaternes flag – og tog selfies. 4 døde, en skudt, de tre andre af uoplyste årsager.

Det overraskede ikke mig. Jo lidt, jeg havde frygtet noget meget mere voldsomt. Men tilsyneladende var der ikke nok bøller til, at de havde mod på virkelig at »udfolde sig«. Der var ikke store masser bag dem. Om de var 2000 eller 8000 foran Kongressen, kan jeg ikke vurdere, men ikke nok til at starte den borgerkrig, der var lagt op til. Der var nok ikke flere tusinde inde i bygningen, nok under 1000. Men det er mit gæt.

Volden og foragten for parlamentets værdighed var for meget for flere republikanere, der hidtil har støttet Trump. Trump er formodentlig færdig hos republikanerne. Om han nu vil danne et nyt parti, eller yngre folk vil gøre det for ham, ved jeg ikke. Men selv om Trump ikke kunne erobre Washington, så har han – formodentlig – stadig tilstrækkelig opbakning blandt hvide fattige og forarmede middelklasse, til at kunne spille en rolle. Som voldens messias. Bakket op af skingrende vanvittige konspirationsteorier.

Det kan sagtens resultere i en bølge af vold gennem USA. Eller mere direkte sagt: Terror. Bomber, brandstiftelse, lynchninger, mord.

En tidlige præsident, George W. Bush, sammenlignede scenerne med noget fra en bananrepublik. Bananrepublikken blev skabt som begreb af flere amerikanske interventioner i latinamerikanske stater, hvor amerikanske firmaer, herunder banan-producenter, havde interesser. Nu er det så vendt hjem.

Det er ikke noget, Trump alene har skabt. Han har set den »frugtbare jord«, og sået sin dragesæd i den. Uanset hvad, så er der stadig ondskab og had nok til mange voldsomme begivenheder. En sort guerilla med et velforsynet arsenal.

 

Rigsretssag?

Instrukskommissionen har afgivet en beretning af en slags. Det er klart, at Støjberg har handlet ulovligt. Det er klart at hun har gjort det i ond tro. At sætte en flok advokater til at tolke beretningen med henblik på at undersøge, om der skal eller kan anlægges rigsretssag synes fjollet. Skyld og ansvar er placeret. Selvfølgelig kan der anlægges rigsretssag. Resultatet er også givet på forhånd. Altså bortset fra om det bliver dagbøder eller betinget fængsel.

Men Inger Støjberg udlægger det som en sejr og en slags frifindelse. At hun ikke har udstedt en egentlig ordre om at handle ulovligt. Hun har bare sørget for, at alle var klar over, at det var meningen. Udsendt en meget præcis »pressemeddelelse«.

Og så er man altså nødt starte en rigsretssag. Af hensyn til historien. Af hensyn til sandheden. Af hensyn til ofrene. Forbryderne skal ikke have lov til også at skrive historien. Og for at fremtidige politikere må ræddes og holde sig på måtten.

 

Vigtige sager

EU-parlamentet skal træffe en meget vigtig afgørelse. Må man kalde en pølse for en pølse, hvis den ikke indeholder kød? Og må man sælge veggie-burgers, selv om de (logisk nok) er rent vegetabilske? Kødindustrien mener nej, det er at snyde forbrugerne! Nu kan man mene, at kødindustrien aldrig har haft skrupler ved at snyde. Der kører stadig lastbiler rundt med en jublende gris med krølle på halen. Selv om grisene sjældent har en hale. Og pølser har altid haft et noget tvivlsomt rygte. De har altid været at hakke det, som man ikke kan være bekendt at servere, og proppe det i en tarm, (som ganske ofte er lavet af papir behandlet med svovlsyre). At vegetarisk, vegetabilsk eller plantebaseret som betegnelse ved et produkt skulle narre nogen, er nok at undervurdere folk.

Nu har man haft benløse fugle uden fugle, forloren hare uden hare og forlorne skildpadder uden padder – uden nogen problemer i århundreder. Måske skal man til at censurere kogebøgerne, selleribøf er jo nævnt i de bedste kogebøger (og slet ikke en dårlig ret)?

Det er efterhånden også svært at argumentere for, at en burger skulle være kødkrævende, da ordet er så forvansket som tænkes kan. Måske bør den sælges som regnskovsburger eller hormonburger?



Nogle mennesker har påpeget, at når beslutningstagere stilles over for svære beslutninger, er de tilbøjelige til at bruge det meste af tiden på ligegyldigheder. Farven på cykelskuret i stedet for opførelsen af et atomkraftværk – f.eks. Atomkraftværket bliver vedtaget uden spørgsmål.

Nu er jeg ikke just nogen fan af EU, jo mere kaos og farce desto bedre. Jo før Rom falder desto bedre. Men at diskutere om, en burger skal indeholde en hakket borger eller en beboer fra Hamburg, når der er krig i Kaukasus (og mange andre steder), folk drukner i Middelhavet, flygtninge bor under åben himmel, nazisterne marcherer og vi er ved at slå flere arter ihjel end det berømte meteor for 65 millioner år siden. Og forresten selv er ved at krepere af en virus. Se dét er at bruge tiden på de forkerte spørgsmål. EU i et pølseskind!

 

Oprydning

Der er et forfærdeligt rod i min stue. I stedet for at gøre noget alvorligt ved rodet, vil jeg fjerne ordene »rod« og »uorden« fra mit sprog og dermed fjerne problemet. Det er ikke så fjollet, som det lyder, for nogle mennesker mener, at hvis et folk ikke har et ord for en farve, så kan de heller ikke se den.

Men foreløbig er det stadig svært at bevæge sig gennem min stue – hvad det så end kan skyldes?

 

Komfortzonen?

Et ofte hørt udtryk er, at vi skal komme ud af komfortzonen. Umiddelbart er det lidt underligt, at det skal være et ideal at være ukomfortabel, og udtrykket dækker da også over mindst to forskellige tanker.

Den første er en moderne udgave af ordsproget »nød lærer nøgen kvinde at spinde«. Når man er tvunget af omstændighederne til at arbejde uden for det, man er rutineret i, så stimulerer det opfindsomheden temmelig meget. Og det kan jo være meget fint. Anvendt med måde. Der er grænser for, hvor længe folk kan være under det pres. Men så længe det er næsten realistisk og man ikke er kørt træt, så er det ekstremt inspirerende og udviklende.

Den anden tanke er, at hvis man presser folk, så vil de ved at »løbe hurtigere« (og snitte hjørner) blive ved med at levere det samme arbejde. Selv om de er færre om opgaven, har kortere tid, eller opgaven bliver større og større. Det er filosofien bag ved f.eks. omprioriteringsbidraget. Det kan over tid køre enhver organisation ned. Og det har det også gjort.

Så kan man af og til statuere et eksempel ved at anklage en eller anden, der har måttet give op, og hvor det er gået galt. Den pågældende har ikke fulgt regler og anbefalinger. F.eks. skal folk ved mistanker om kræft undersøges meget hurtigt. Men budgettet må ikke overskrides, selv om der hober sig patienter op. Og psykiaterne må ikke udskrive patienter, der ikke kan klare sig selv, måske fordi de er psykotiske eller selvmordstruede. Men da der ikke er senge nok, og der hele tiden kommer patienter ind (bl.a. dem man udskriv for en-to uger siden), så skal man skrive i journalen, at N.N. ikke vurderes som værende selvmordstruet. Som regel går det godt, nogenlunde som en lasbil med overvægt på en last af høns holder vægten, når man får nogle af hønsene til at flakse rundt (det virker ikke, men det er et godt billede). Og ryger der en patient eller syv, så kan man henvise til journalen.

 

Hvis nu - be prepared!

Man kan lege med tanken om, hvad der kunne være sket, hvis nogen havde gjort noget andet, engang det gik rigtigt galt. Man kan gøre det ret kynisk.

Vi ved alle, at Titanic var en katastrofe, fordi der ikke var redningsbåde nok. Hvis vi nu antager, at en eller anden ingeniør havde insisteret på, at Titanic skulle have rigeligt med redningsbåde, ikke kun det lovfastsatte minimum. OG hvis vi nu antager, at udkiggen Fredrick Fleet havde haft en natkikkert, OG han havde set isbjerget i tide OG styrmanden William Murdoch havde fået drejet af i tide. Hvis vi antager det, SÅ havde den ingeniør, der havde brugt en masse penge på unødvendige redningsbåde været kendt hos White Star Line som ham, der frådsede med pengene. Vi kan også med næsten absolut sikkerhed antage, at et andet skib så på et senere tidspunkt havde smadret ind i et isbjerg, og en masse mennesker var omkommet, fordi der manglede redningsbåde. Katastrofen med Titanic var ikke uforudset, den var beskrevet ikke helt ved siden af i historien Futility, or The Wreck of the Titan fra 1898.

I dag mangler vi ikke redningsbåde men »personlige værnemidler«, der skal beskytte læger, plejepersonale og mange andre mod smitte og mod at give smitte videre. At der ville komme en pandemi, som ville have voldsomme konsekvenser, var forudset, både af fagfolk og af dommedagsforfattere. At man ville få behov for værnemidler (og meget andet) var til at forudse. Det ukendte var tidspunktet og omfanget. Og nu står vi og mangler de »redningsbåde«, som alle vidste, ville blive nødvendige en dag. Men man har atter sparet pengene. Og hvad der er sparet, er andres problem.

Pessimister har den fordel, at de forbereder sig på det værste – uden nødvendigvis at forvente det værste. Lige nu savner vi de pessimister, der sikkert engang var ansat hos sundhedsmyndighederne.